Vi deler de fleste af de synspunkter som Ulf Risérus og Tommy Cederholm fremfører i deres indlæg i Läkartidningen »Transfetter är inget stort problem i Sverige« [förhandspublicerat den 6 februari] [1]. Dog er der i indlægget en væsentlig fejl. Det angives at grænsen for tilladeligt indhold af industrielt produceret transfedt (IP-TF) i Danmark på højest 2 % af fedt anvendt til fødevarer »modsvarer cirka 4 g fedt per dag«. Dette er helt forkert. Et indtag på 4 g IP-TF svarer til en risikoforøgelse for hjerte– karsygdom på ca. 25 % [2].

Den danske lovgivning har resulteret i en langt lavere daglig indtagelse i Danmark. For at undersøge effekten af den danske lovgivning indkøbte vi nemlig i 2005/2006 måltider bestående af de mest IP-TF-rige fødeemner vi kunne finde i en række lande. Vi fandt at totalindholdet af IP-TF i et sådant måltid i Danmark, i modsætning til i alle andre undersøgte lande inklusive Sverige, var under 1 gram [3]. Et resultat som for Danmarks vedkommende svarer til undersøgelser foretaget af den danske fødevarestyrelse [4].

Vi havde ønsket at nordiske ernæringseksperter havde sluttet op om det danske initiativ med en lovgivning på området i stedet for at forlade sig på fødevareproducenternes frivillige reduktion i brugen af IP-TF. Dette friholder nemlig for det første udsatte grupper for sundhedsskadeligt indtag af IP-TF uanset et lavt gennemsnitsindtag på populationsniveau. For det andet bremser det effektivt fødevareproducenterne i fremtidige fristelser til at anvende IP-TF-rige fedtstoffer i madvarer på grund af mulige økonomiske gevinster. For det tredje overflødiggør det mærkning af varernes transfedtsyreindhold og dertil hørende oplysningskampagner.
Risérus og Cederholm mener at fokus i stedet bør rettes på det alt for høje energiindtag, mættet fedt og på at øge den fysiske aktivitet. Det er synspunkter, som vi helt deler, og det har det danske lovinitiativ vedrørende transfedtsyrer netop muliggjort ved at fjerne fokus fra IP-TF, som modsat situationen i Sverige, er uddebatteret i Danmark. En nordisk fællesgang kunne være et væsentligt moment i den standende EU-debat på området.